13. februar 2024
For første gang i 10 runder løb FHK ind i et nederlag, og ”bøddelen” var GOG, der i Emil Madsen havde rundens bedste spiller målt på MEP point. Netop de to hold mødes i weekenden i den ene semifinale i Santander Final4, mens den anden står mellem Aalborg Håndbold og BSH, der begge hentede hjemmesejre i runde 21. En enkelt remis blev det også til i runden, og den var østdansk mellem Nordsjælland Håndbold og TMS Ringsted.
Rundens Hold #21/Herreligaen
Mikkel Løvkvist/BSH:
Løvkvist nuppede hele 3 straffekast af 4 mulige, og det hjalp ham godt på vej til en samlet redningsprocent på 41. En enkelt assist blev det også til. Samlet MEP-score 3,94.
Jeppe Cieslak/NSH:
Cieslak fik fem forsøg fra straffelinjen og nettede på dem alle. Med øvrige tre scoringer i frit spil, gjorde det venstre fløjen til topscorer for NSH. Samlet MEP-score 4,75.
William Aar/REH:
Aar havde godt gang i skud-armen og nettede 7 gange på 9 forsøg. Venstrebacken stod også bag 2 assists, et enkelt tilkæmpet straffekast, mens han også blokerede et enkelt skud. Samlet MEP-score 5,32.
Emil Bergholt/SKH:
Skjern er kommet godt fra land i 2024, og Bergholt har været en meget vigtig brik for de grønklædte. I hjemmekampen mod MTH scorede stregspilleren 7 gange på 7 forsøg, mens han også leverede 1 assists, 1 tilkæmpet straffekast og 1 blokeret forsøg. Samlet MEP-score 5,24.
Thomas Arnoldsen/AAH:
Playmakeren er kommet særdeles stærkt fra land i det nye år, og er atter på Rundens Hold. Denne gang efter hele 10 mål (på 12 forsøg i frit spil) og 5 assists. Samlet MEP-score 8,00.
Mathias Jørgensen/REH:
Jørgensen spillede en fantastisk kamp ude mod LTH, og blev topscorer for sit hold med 9 mål på ligeså mange forsøg. Højrebacken krydrede endda indsatsen med 3 assists og 2 erobrede bolde. Imponerende. Samlet MEP-score 6,95.
Emil Madsen/GOG:
Madsen var flyvende mod FHK, og står bag rundens bedste præstation målt på MEP-point. Landsholdsspilleren bombede således 11 mål ind på 12 forsøg, mens han også leverede 3 assists. Samlet MEP-score 8,2.