Praktikstilling i Tophåndbold: Kommunikation & marketing

I Tophåndbold arbejder vi for at gøre dansk elitehåndbold endnu større. Som Divisionsforening for eliteklubberne, dvs. Bambuni Herre- og Kvindeligaen samt 1. Division Herrer og Kvinder, går vi forrest for at styrke og udvikle elitehåndbolden i Danmark. Vi repræsenterer klubberne, og vores formål er at skabe de bedst mulige rammer for både spillere, trænere, klubber og fans. Vores ambitioner er derfor helt klare: at sikre, at dansk elitehåndbold fortsat er blandt verdens stærkeste – sportsligt, organisatorisk og kommercielt.

Derudover arbejder vi for at skabe attraktive turneringer og oplevelser for både klubberne og deres fans samt partnere og medierne. Elitehåndbold skal være en sport, der samler os – og dét går vi forrest for at sikre.

 Kommunikation- og marketingspraktikant med digital og grafisk forståelse

Du er formentlig i gang med at uddanne dig indenfor kommunikation, marketing eller medier – men hvad din uddannelsesretning hedder helt præcist, går vi ikke så meget op i. Det eneste, der betyder noget for os, er, at du synes, det er sjovt at skabe indhold til forskellige platforme.

Du skal dog kunne genkende sig selv i et eller flere af følgende:

  • Du har mod på at idéudvikle og skabe indhold: Det vil sige, du er klar på at producere materiale – lige fra fængende tekster til skarpe videoer og grafisk materiale, der spiller.
  • Du har vandret på de digitale stier: Du skal være vant til at arbejde i programmer som Canva og Meta (Instagram og Facebook) – og hvis du har bare en snert erfaring med at kigge på data og bruge det til at udvikle nyt indhold, er det KUN et plus.
  • Du trives i højt tempo: Sportens verden sover sjældent – og du skal være omstillingsparat til at hjælpe, hvis vigtige ting flyver ind fra højre.
  • Du er klar til at bidrage og udfordre: Du kan godt lide variation i hverdagen og er i stand til at navigere i et bredt fagområde. Og så er du ikke bleg for at udfordre status quo.

Du kommer fx til at:

  • Gennemgå og sortere billeder fra alle 54 klubber, der hører under Tophåndbold
  • Dykke ned i videoredigering og reels
  • Idégenerering – hvilke trends skal vi med på, hvor skal vores platforme udvikles etc.
  • Spille en rolle i udarbejdelse af grafiske elementer til både sociale medier, hjemmeside, app og nyhedsbrev
  • Hjælpe med at producere indhold til Tophåndbolds egne kanaler – både til landingspages, nyhedsbrev og sociale medier
  • Hjælpe med eventplanlægning (kommunikation og marketing + ad hoc) op til vores store Final4 events
  • Kigge på statistikker fra spillerne og brainstorme, hvordan disse kan bruges i fremtiden

Hvad kan du forvente som praktikant i Tophåndbold?

  • Du vil indgå som en del af teamet på lige fod med os andre – det betyder, at du både får en masse ansvar, og at du skal lytte til en del halvdårlige jokes…
  • Du kommer til at være i berøring med forskellige områder: kommunikation, marketing, salg og eventplanlægning, og vi gør en dyd ud af at dele viden på tværs af vores ekspertområder, så vi kan spille hinanden bedre.
  • Du kommer til at få en fast plads på vores kontor, som vi deler med DanskHåndbold Syd, og du vil blive en del af fællesskabet. Vi forsøger at skabe gode relationer på tværs af vores organisationer, og det betyder, at vi spiser frokost sammen, går turer (hvis man har lyst).
  • Håndbold er lig med store oplevelser. Og som praktikant hos Tophåndbold vil du få muligheden for at trække dit praktikophold til slutdecember, så du kan tage del i kvindernes Final4, der spilles mellem jul og nytår.

Praktiske detaljer:

  • Praktikstillingen løber fra enten start august eller start september 2026 og ca. 3- 4 måneder frem – afhængigt af kravene fra din uddannelsesinstitution. Her er vi ret fleksible.
  • I udgangspunkt er stillingen på 37 timer om ugen – men vi er naturligvis fleksible, så du kan passe dit studie.
  • Stillingen er ulønnet og arbejdspladsen ligger i Middelfart.

Sådan søger du:

Send din ansøgning og dit CV til Trine Klokker på: tl@tophaandbold.dk hurtigst muligt – vi modtager gerne eksempler på noget, du har lavet (privat eller i studie- og arbejdssammenhæng). Vi indkalder til samtaler løbende.
Hvis du har spørgsmål til livet som praktikant i Tophåndbold, er du også velkommen til at kontakte os på ovenstående mail.

Vi glæder os til at høre fra dig!

 

Hov! Inden du smutter...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev...