11. januar 2021
5. januar oplyste statsminister Mette Frederiksen, at Corona-risikoniveauet blev hævet fra 4 til det maksimale 5. niveau landet over.
Hos direktør i Divisionsforeningen Håndbold, Thomas Christensen, blev pressemødet – som tilfældet har været ved alle de forrige - fulgt nøje. For udfaldet af disse har selvsagt enorm betydning for de i alt 54 klubber i Liga-og 1. divisions-regi, hvis interesser Thomas Christensen er sat i stilling til at varetage.
-Jeg må være ærlig at sige, at det altid er med en vis frygt, at vi i håndboldmiljøet følger pressemøderne, for man ved ærlig talt ikke, hvad der sker, og vores interesseorganisationer gør det heller ikke. Når man så rammer det højeste niveau som tilfældet var i tirsdags, så er der ikke ret mange aktiviteter tilbage i samfundet, og der kan man godt nå at blive bekymret. Da vi så kunne forstå, at vi i elitehåndbolden stadig kunne spille kampe, var lettelsen stor, og vi tager det som et kæmpe skulderklap til os, og et bevis på at alt det stenhårde arbejde med corona-protokoller osv. vi har udarbejdet og efterlevet, bærer frugt. Vi ser det også som et bevis på, at håndbolden er enormt værdsat som sport og kulturholdepunkt, og at det betyder rigtig meget for rigtig mange mennesker, at de stadig kan følge kampene. Nu kan der i sagens natur desværre ikke være tilskuere i hallerne, men Tv-tallene har været meget flotte, ligesom aktiviteten på de sociale medier er det. Det glæder vi os over her i alt mørket, siger Thomas Christensen.
Rettighed omhu – millionbeløb brugt på Covid-19 tests
Forrige sæson blev indstillet i marts, da store dele af samfundet blev lukket ned. Forvirringen og frustrationerne var store. Måneder uden håndbold og ingen reel afgørelse blev resultatet. For at stå bedst muligt rustet til indeværende sæson besluttede Divisionsforeningen og liga-klubberne sig derfor egenhændigt for at indføre omfattende corona-protokoller for at optimere muligheden for at spille håndboldkampe – for alternativet var - og er - slet og ret skræmmende.
-Det er ikke noget, der er blevet os pålagt, men i opstarten af sæsonen stod det klart for os, at vi måtte udvise rettidig omhu og afsætte et anseeligt beløb til Covid-19 tests og få sat det hele i system. Hovedelementet i det er ugentlige test af alle spillerne i ligaklubberne, og det har vi nu brugt halvanden million kroner på. Med hyppigheden af tests er der ret store chancer for at fange tingene i opløbet, og vi har selvfølgelig lænet os op ad de lægefaglige vurderinger med de her 4 og 6 dages intervaller, ligesom alle de gængse forholdsregler, som gælder for alle mennesker i samfundet, selvfølgelig er blevet efterfulgt. Har man de mindste tegn på symptomer, jamen så bliver man hjemme fra træning osv. Klubberne har vist en enorm stor ansvarlighed i forhold til at opspore og bremse smitten, og lægestabene har gjort et kæmpe stykke arbejde. Alt sammen har det resulteret i at elitehåndbolden har været meget lidt coronaramt, og at vi på nær to opgør har kunnet afvikle alle kampene. Det er ekstremt vigtigt, for vi er overbeviste om, at hvis det kommer til en situation, hvor vi bliver påtvunget at lukke de fire rækker ned, så vil det få uoverskueligt store forretningsmæssige konsekvenser for klubberne og resultere i konkurser. Så i det lys må vi sige at vores og klubbernes enorme corona-indsats indtil nu har været en stor succes, siger Thomas Christensen.
Samarbejde på tværs af sportsgrene
Det er ikke kun håndbolden der de seneste mange måneder har kæmpet en hård corona-kamp. Hele sportens verden er ramt og allerede i marts intensiveredes dialogen med eksempelvis fodbold-og ishockey-miljøerne markant.
-Det system vi har indført er stærkt inspireret af fodboldens verden, der tilbage i foråret have et kæmpe ønske om at komme til at spille fodboldkampe hurtigt igen. Vi brugte mange timer med at udveksle erfaringer og danne en fælles front, og jeg må i den forbindelse også fremhæve Danmarks Idrætsforbund, der vel aldrig har beskæftiget sig så meget med eliteklub-idræt som i denne periode. Det er i mine øjne en kæmpe anerkendelse, og DIF har virkelig taget en masse kamp for – og sammen - med os. Jeg vil også nævne det sammenhold, der er skabt mellem os og især fodbolden-og ishockeyens verden. Det er virkelig positivt, og forhåbentligt noget vi kan drage fordele af på andre måder, når vi har lagt coronaen bag os, siger Thomas Christensen, der også påpeger, at sammenholdet og solidariteten håndboldklubberne i mellem er blevet styrket:
-Det har på ingen måder været nemt for vores klubber at navigere i den her corona-tid. Der er også det sportslige at tage hensyn til, og her har nogle af klubberne oplevet at måtte undvære flere spillere, og stadig skulle spille deres kampe, og er det så sportsligt fair? Men her har fællesskabet og forståelsen af betydningen af at få spillet kampene heldigvis vejet tungere for klubberne. For hvis vi skal have en chance for at overleve kommercielt som branche på sigt, så skal vi selv gøre alt, hvad vi kan få at holde hjulene i gang ved at primært at få spillet kampene. Det har klubberne klaret superflot, og vi kommer helt sikkert ikke til at stå dårligere målt på sammenholdet, efter at Covid-19 er overstået, slutter Thomas Christensen.
Hør TV2's interview om coronaprotokollerne her: (Deltagere Stine Bjerre Mortensen, Claus Møller Jakobsen samt direktør Thomas Christensen)